Ny bekendtgørelse kan gøre det svært for førstegangskøber at låne penge.
Førstegangskøber: overvejer du at købe bolig efter 1. november? Så skal du selv have en væsentlig opsparing med
Ny bekendtgørelse kan gøre det svært for førstegangskøber – Fra og med 1. november skal du selv lægge mindst 5 % af købesummen i udbetaling, når du skal købe bolig. Det siger en ny bekendtgørelse om god skik for banker, som træder i kraft fra og med november 2015.
Et boligkøb kan finansieres med realkreditlån for op til 80 % af købesummen (60 % for fritidshuse). De resterende 20 % har køberne hidtil kunnet låne i banken som et boliglån. Men den nye bekendtgørelse skal banken sikre, at du selv lægger en passende udbetaling af købesummen. Og ifølge bekendtgørelsen er en passende udbetaling minimum 5 %.
Bekendtgørelsen medfører, at en bank som udgangspunkt ikke må yde en fuld finansiering af køb af ejer- eller fritidsbolig. En bank må derfor ikke tilbyde køber en samlet finansiering i forbindelse med boligkøb, hvor der ydes lån med sikkerhed i fast ejendom inden for 95 % af købesummen, mens de sidste 5 % finansieres ved træk på en nyoprettet kredit. Har man derimod en eksisterende kredit, ser det ud til, at man godt kan bruge den til at dække de 5 %.
Under helt særlige omstændigheder vil det være muligt at fravige udgangspunktet om, at køberen skal kunne finansiere 5 % af købesummen på boligen. Men som udgangspunkt skal man som boligkøber selv kunne betale 5 % ud af egen lomme.
Hos Købersmægler frygter vi at det giver væsentlige udfordringer for førstegangskøbere i forbindelse med at flytte hjemmefra eller fra ungdoms-lejebolig til egen bolig. Man kan frygte at unge med en bedre økonomisk ballast fra mere velhavende forældre kan købe og investere i egen bolig, mens unge uden en forældrefinansiering ikke har de muligheder. Reglerne gælder som udgangspunkt ikke på andelsboliger, og vi forventer, at de kan give et større pres på et i forvejen presset andelsboligmarked, ikke mindst i hovedstaden.
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du vil have yderligere information og sparring omkring den nye bekendtgørelse. Kontakt os på 30408070.
Læs mere om vore køberrådgivning ydelser.